torsdag den 27. juni 2013

En historie omgæret af mystik. Til minde om min morbror

Af Scarlett Pinkgomery
4. juli 2009

Min familie var inkarnerede socialdemokrater. Og min morbror, der var maskinarbejder arbejdede på skibene i Århus Havn. Han var en tavs mand, der holdt sine hemmeligheder for sig selv. 

Ingen ved helt hvad han foretog sig, men min mormor formodede, at han var med i modstandsbevægelsen. Historien siger, at han var væk i dagene omkring katastrofen på Århus havn, og at han kom ligbleg hjem og endnu mere tavs end ellers. Familien fandt en pistol under hans hovedpude, men der er ingen, der præcis ved, hvad han havde gang i. 

Om ulykken siger nogen, at der var tale om en ganske almindelig ulykke, fordi minerne ikke kunne tåle presset fra granaterne under læsningen. Man fortæller, at tyskerne - trods myndigheder protesteret mod det farlige arbejde - pure afviste at gøre noget ved det.

Andre siger at frihedskæmperne havde tidsindstillet en bombe, der skulle have sprunget, mens det tyske ammunitionsskib var på havet. Men båden var forsinket og så gik bomben af i havnebassinet og granaterne fløj uheldigvis ind over byen.

Tyskerne mente det var sabotage, men de kunne lige så godt dække over dårlige arbejdsforhold ved at påstå det. Men min morbror emigrerede til Australien nogle år efter krigens afslutning og forholdt sig tavs for altid. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar